20/10/2026 0 Kommentarer
Julekoncert med Roskilde Domkirkes Juniorkor
Julekoncert med Roskilde Domkirkes Juniorkor

Torsdag den 3. december kl. 19.00 lægger Gørslev kirke hus til en rigtig festlig julekoncert med Roskilde Domkirkes Juniorkor under ledelse af Mirjam Lumholdt. Koret består af 40 piger i alderen 11-14 år. Lige nu indstuderer de et 2- 4- stemmigt repertoire med en god vægt på klassiske julesange og -salmer, krydret med overraskende nyt og håndklokker!
Trods deres unge alder er Juniorkor-pigerne erfarne sangere, som også går til solosang og nodelære. Hvert år synger Børne- og Juniorkoret en Luciakoncert i domkirken for et publikum af 1300 mennesker. De har bred erfaring med optræden, bl.a. ved domkirkens familiegudstjenester og stiftets store konfirmandtræf i februar.
Mirjam er konservatorieuddannet organist og har været korleder i mange år, bl.a. ved Haderslev Domkirke. Hun har gennem årene fundet stor glæde ved at udbyde korkoncerter, hvor fællessang indgår som en naturlig del af programmet. Undervejs ved koncerten vil hun underholde med korte anekdoter om musikkens tilblivelse. Poul Skjølstrup Larsen akkompagnerer koret og spiller også et solostykke for orgel.
Der er fri entré og efter koncerten er menighedsrådet, traditionen tro, værter ved det traditionsrige kaffe- og kagebord i forsamlingshuset.
Kommentarer